Rejsemålet er lukket for sæsonen. Lige før sæsonen starter igen, vil vi opdatere siden med information om udflugter, træffetider m.m.

Shopping

I Gambia skal du prutte om prisen på næsten alt. Vær opmærksom på, at mange fine butikker og boder mangler skiltning og dermed kan være lidt svære at få øje på. Det gælder først og fremmest i områderne Senegambia, Kotu og Kairaba Avenue i Bakau. Overalt er der små minimarkeder med et begrænset udvalg, og lidt større fødevarebutikker finder du i Cape Point og Kololi. Husk dog på, at importerede varer koster lige så meget som i Danmark eller mere.

Generelt er det meste billigt i Gambia. Batik, tasker, sko og lædervarer er en del af de ting, der kan være værd at købe med hjem. En populær butik er Wedads i Senegambia-området. Her finder du blandt andet smykker og sko.

Skræddersyet tøj
Her er alt, hvad man kan ønske sig med over hundrede små skrædderier. Enten købes stoffet direkte i skrædderiet, eller også køber du selv stoffet i en anden butik og tager det med til skrædderen. Det sidste er det billigste.

Træskæreri
Der er et stort udvalg af smukke træfigurer på de lokale markeder. Det største træskærermarked ligger i Brikama ca. 45 minutters bilkørsel fra turistområderne. Her er der meget at vælge mellem, og her er det vigtigt at prutte om priserne. Husk, at du måske må betale overvægt på din bagage i flyet på hjemturen.

Wedad's
Ligger i Senegambia. Mange smykker og et lille udvalg af sko. Her finder du også en del mærker, som du måske kender hjemmefra, til rigtig gode priser.