Rejsemålet er lukket for sæsonen. Lige før sæsonen starter igen, vil vi opdatere siden med information om udflugter, træffetider m.m.

Makasutu og Sindola - onsdag-torsdag

Så er det tid til at opleve den sydvestlige del af Gambia. Vi kan se frem til to tætpakkede dage inklusive en behagelig overnatning på Sindola Safari Lodge i Kanilai. Denne oplevelse vil med garanti være interessant for både nye og erfarne Gambiarejsende, da vi bevæger os langt uden for de områder, hvor størstedelen af turisterne normalt færdes.

Vi lægger ud den første dag med et besøg i Makasutu, Gambias hellige skov. Lokalbefolkningen opfatter junglen som besjælet, fordi der kommer mærkelige lyde fra den og der ofte sker uforklarlige ting her. Vi kaster os ud i en spøjs blanding af oplevelser, der bl.a. inkluderer en kortere sejltur i mangroven med båd, en naturvandring, palmevin, lokal musik og et indblik i Gambias flora og fauna.

Undervejs kommer vi forbi den lokale marabout, den hellige mand. Han kan spå, helbrede og ikke mindst vejlede alle, der har brug for et godt råd. Han spår om fremtiden ved at læse linjerne i din hånd og giver gerne råd om, hvordan du kan forbedre dit liv med lokale ritualer. Vi når også at spise en gambiansk frokost, inden turen går videre mod Sindola Safari Lodge i Kanilai. Her spiser vi middag og overnatter, og måske får vi besøg af folk fra byen, der kommer og optræder med dans til lokal musik.

På dag 2 står vi op inden solopgang og begiver os til Tendaba Camp, hvor der venter os en sejltur med båd. Målet er Bao Bolong Wetland Reserve, der er kendt for sine talrige fuglearter. Store som små. Fra floden kan du også se aber og træer, der er op mod 30 meter høje. Efter sejlturen kører vi tilbage til Sindola, hvor der serveres frokost. Straks herefter begiver vi os mod kysten, og hvis vi har tid til det, besøger vi en lokal familie undervejs.

Mad og drikke:
Indgår delvist. Vi anbefaler, at du medbringer drikkevarer og snacks, da der stort set ikke kan købes noget undervejs.
Dag 1: Frokost i Makasutu og middag på Sindola Safari Lodge.
Dag 2: Morgenmad og frokost på Sindola Safari Lodge.
Drikkevarer til maden indgår ikke.

Entré:
Medbring 100 GMD, hvis du gerne vil spås af den lokale marabout i Makasutu.

Tid:
Udflugten begynder ca. kl. 9 på dag 1 og slutter ca. kl. 18 på dag 2.

Udflugtsledelse:
Engelsktalende guide.

Husk at medbringe:
Kamera, kikkert, penge, gode vandresko, behageligt tøj, badetøj og vandflaske. Pak til to dage, inkl. en varm trøje, hvis aftenen skulle blive kølig. Medbring gerne ting, som kan foræres til lokalbefolkningen undervejs.

Pris:
Voksen 7500 GMD/ Barn 3750 GMD