Rejsemålet er lukket for sæsonen. Lige før sæsonen starter igen, vil vi opdatere siden med information om udflugter, træffetider m.m.

Roots (Rødder) - søndag

En tur i slavernes fodspor. Vi besøger bl.a. byen, som er blevet verdensberømt takket være Alex Haleys roman "Rødder".

Vi kører med bus ind til Banjuls store industrihavn, hvor båden ligger. Båden er stor, komfortabel og forsynet med masser af kolde forfriskninger.

Vores første stop på turen er handelsstationen Albreda, hvor vi går i land. Her bliver vi, som mange andre steder i Gambia, modtaget af børnene i byen. Vi hører om byens historie, inden vi fortsætter nogle hundrede meter til byen Juffureh. Her besøger vi et lille museum om slavehandlen. 

Byen Juffureh blev verdensberømt, da Alex Haley skrev bogen "Rødder" om Kunta Kinte, som blev taget til fange af slavejægere. Man kan stadig møde hans slægtninge i byen, men vi kan desværre ikke forstå, hvad de fortæller, da de kun taler stammesprog. Livet i byen er yderst primitivt til trods for den store udvikling, der sker ude i verden omkring den. 

Vi går gennem Albreda og tilbage til båden for at spise frokost, og derefter begiver vi os ud til Kunta Kinte Island (tidligere James Island). Floden har i årenes løb "spist" en stor del af øen. Derfor kan vi ikke komme helt frem med den store båd, men må skifte til en noget mindre.

Næsten med det samme kan vi fornemme de skrækkelige scenarier, som udspillede sig her, dengang øen blev brugt som slavestation, og unge mennesker blev revet væk fra deres familier for evigt. Den dag i dag kan man stadig finde perler på stranden fra kvindernes halskæder, som blev revet itu af slavejægerne.

På turen tilbage til Banjul nyder vi den stille sejlads på Gambiafloden.

I prisen indgår:
Bustransport til Banjuls havn, sejltur, entré til museet og frokost. 

Mad og drikke:
Frokost indgår. Drikkevarer kan købes til.

Tid:
Heldagsudflugt, ca. kl. 8-19.

Udflugtsledelse:
Skandinavisktalende guide.

Øvrigt:
Husk en solhat/kasket!
OBS! Udflugterne mandag d. 24/12 og  mandag d. 31/12 er flyttet til søndag d. 23/12 og søndag d. 30/12.

Pris:
Voksen 4450 GMD/ Barn 2225 GMD